Nu lukker og slukker Mustafas Kiosk 

Nu lukker og slukker Muatafas Kiosk.

Forestillingen, som vi har spillet i over 12 år. Som har været en stor del af vores teaters identitet, både udadtil og indadtil. Og som vi er vokset med, både som kunstnere og teaterledere. Her er fortællingen om årene med kiosken op til det store ophørsudsalg i Glassalen i Tivoli, september 2024.

Business-coachen

Som et ungt og ukendt teater skabte vi tre ambitiøse forestillinger om hhv hjemløshed, døde kæledyr og lovgivning. Vi fik egentlig god respons, men det var ikke nemt at sælge billetter til nyskreven dramatik og vi længtes efter at de forestillinger vi producerede, skulle ses af flere og have et langt, bæredygtigt liv. 

Så vi bookede en tid hos en business-coach. 

Business-coachen stillede nogle ret banale spørgsmål, som skulle vise sig at få en kæmpe betydning. 

“Hvad skal der til, for at det er nemt at sælge billetter?” 

Svaret kendte vi godt, men på det tidspunkt oplevede vi det som lidt gammeldags og måske ligefrem dovent; “Man skal dramatisere en populær børnebog”, svarede vi modvilligt. 

“Jamen hvorfor gør I så ikke det?”, spurgte han logisk nok. 

Men for os, var det et temmelig provokerende spørgsmål; vi syntes nemlig selv, vi havde lidt for meget kant og var lidt for unge og smarte til den slags “baseret på en bog-børneteater”.

“Men kan I ikke bare finde en bog, I synes passer til jer?”
Stadig lidt modvilligt var svaret, at så skulle det være sådan en bog som Mustafas Kiosk, for den var i det mindste både flabet og urban og med lidt politisk kant. At inkludere indvandrere i en børnebog, syntes vi var både nyt og modigt. Særligt sammen med kiosker, våben, pirater og bankvæsnet og ordensmagten, der bliver snydt af en frø. Derudover var den spækket med fjollede og sjove rim, bland andet om at stå på ski i ulækre ting som snot. Vi begyndte så småt, at kunne se det for os…

“Hvad skal der så til, for at I kan gøre det?”, spurgte han.
Det anede vi ikke. Og sådan startede eventyret med kiosken.

Fra bog til teaterkoncert

Vi drak kaffe med Jakob Martin Strid, som var lidt af et idol for os, og vi fik ham med på idéen. 

Vi forhandlede rettigheder med forlaget, Politisk Revy. Blev overbudt af et andet teater, og det var lige ved, at eventyret aldrig var startet! Men det lærte os, at der var rift om de populære titler, og at når man alligevel skal lave en, er det smart at have eneret på den. For publikum husker nok ikke, om det er den ene eller den anden “Mustafas Kiosk-dramatisering”, de har set.

Idéen om, at børn kunne kende rimene og remserne i Mustafas Kiosk, skulle ikke bare bruges til at sælge billetter. Det skulle bruges kreativt! Som børn af 90’erne var vores teaterhjerter inspireret af Dr. Dante og deres ikoniske Gasolin, hvor kendte sange tog ny og scenisk form. Vi vidste, at vi ville lave en teaterkoncert ud af bogen. Og Mungo Parks succes med kollage-forestillinger som fx Kvinde kend din krop gav os modet til at afstå fra en lineær fortælling. 

Vi kontaktede Mads Mouritz, som lige havde lagt musik til Lone Hørslevs digte, så vi tænkte, at han var den rette til opgaven. Han komponerede de vidunderlige sange til rimene og var med på scenen de første par år af kioskens lange liv.

Vi havde ingen penge at producere for, selvom vi søgte Kunststyrelsen flere gange. Måske havde de samme idé som vi selv havde haft, om at teater baseret på en bog ikke var så “fint”, så efter nogle afslag bestemte vi os for, at satse hele butikken og gik i gang alligevel.

Vi trak på venner og bekendte, både i og uden for branchen. Ja, sågar en enkelt ekskæreste hjalp os. Og med hver vores sæt af opbakkende forældre byggede vi, i løbet af en juleferie hele scenografien. Vi havde nogle aflagte lysdæmpere fra Nørrebro Teater, men manglede lamperne og bestilte og betalte med det sidste på kassekreditten, mens vi nev hinanden i lårene i bar spænding og angst for at gå fallit. Men det gjorde vi ikke, for samme dag lå der i postkassen et tilsagn om støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, der på mirakuløs vis præcis dækkede vores lampeindkøb.

Folkelig familiekunst

Vi syntes, at Jakobs bog var en hyldest til mangfoldighed, fantasi og anarki, så vi besluttede os for, at det kreative dogme var, at vi skulle bruge så mange forskellige virkemidler som muligt, drille hinanden og bryde sceniske regler. Vi skulle også spille på så mange forskellige instrumenter, som vi overhovedet kunne. Vi nåede op på 10 og måtte lære et par nye undervejs.

Selve den dramatiske idé var enkel: “Ding Dong! Velkommen i Kiosken, hvad sku det være? Hva ka man købe? Næsten alt. Hvad med en sang om en kiosk? Jo, tak”. 

Og så skulle det ende på en måde, man ikke havde forventet. Meget teknisk tankekraft er lagt ind i, at hele den hjemmebyggede scenografi i sidste scene folder sig ud til at blive en gravko i realstørrelse. 

Vi ønskede at lave en forestilling, som hele familien kunne nyde sammen. Det skulle ikke bare være på børnenes præmisser. De voksne sidder jo også i salen, så der skal også være noget til dem, ligesom i bogen. Da vi i sin tid startede vores teater, var vores mål at lave noget, der både var sjovt, let og underholdende, men som samtidig også gerne måtte være klogt og måske næsten krævende (jvf. vores emnevalg: hjemløshed, døde kæledyr og lovgivning). Selvom vi nu havde dramatiseret en populær bog, prøvede vi at gå til kanten med tabuer, stereotyper, drillerier og flabethed. Når det har fungeret allerbedst, har børnene grinet af, at nogen faldt på halen, og forældrene over hvem det var, der gjorde det.

Tak til Mustafas Kiosk

Efter et par år blev den første Mads (Mouritz) skiftet ud med en anden Mads (Korsgaard), som har været med siden. Nu har vi spillet over 750 gange, og derfor kan vi regne ud, at vi har haft over 50.000 kunder i butikken! Og det, selvom vi har mødt flere, der har været på besøg hele fem, seks eller syv gange. Også nogen, der ikke er vores opbakkende forældre eller venner!

Vores businessplan er i den grad lykkedes, og vi har lært så meget om at drive teater, tage på turné og om at spille forskellige steder og for forskellige mennesker af Mustafas Kiosk. 

Vi har lært hele Danmark at kende; bogstaveligt fra Skagen i nord, Rødby i syd, Bornholm i øst og Esbjerg i vest. Sågar det danske mindretal i Tyskland har vi spillet for, og vi har næsten altid haft udsolgt.

Det har været smæk på, og det har gået stærkt, men nu har tiden alligevel indhentet os og Mustafa. I år, hvor bogen bliver 25 år, opleves det ikke så friskt og frækt mere at klæde sig ud med turban og overskæg, når man er to blonde, danske kvinder. Så selvom legen på mange måder stadig er god, vælger vi at lukke butikken og sige kæmpe tak til alle; publikum, spillesteder og Jakob og hans vidunderlige univers. Det har været en ære og en glæde.

Og vi burde sende blomster til den der business-coach, men det møde er så længe siden, at der ikke er elektroniske vidnesbyrd i form af mail, Linkedin, facebook eller noget. Og vi kan ikke huske, hvad han hed. 

Han hed helt sikkert ikke Mustafa.