Om teateret

Vi er to fantaster, fra hver vores gren af teater-branchen, der har stiftet Teater Fantast. Vi ønsker, at se vores egne ideer på scenen og gøre en forskel – især for dansk familieteater.

Teater Fantast lægger sig i det krydsfelt, hvor børne- og voksenteater mødes i høj kunstnerisk kvalitet og favner hele familien. Vi laver forestillinger, som vi selv gerne vil se og tror på, så voksne bliver underholdt af de samme elementer som børn og unge.

Vi drømmer om at lave teater, der tager udgangspunkt i den verden, som vi alle er en del af og som inspirerer til refleksion og debat. Vi synes, at kunst bliver mere interessant, når den stiller spørgsmål til virkeligheden. Derfor udspringer vores forestillinger ofte af tabuer, kontroversielle emner eller sammenhænge, vi selv er nysgerrige overfor.

For at blive klædt på til  at arbejde med nogle af de tungere emner i samfundet og livet, er det teaterets dogme og grundsten, at vi til hver forestilling har en samarbejdspartner, der har ekspertviden.

Vores forestillinger forholder sig kunstnerisk, abstrakt og ofte humoristisk og grotesk til emnet. Partnere bidrager med fakta både i den skabende kunstneriske proces og i mødet med publikum.

Vi samarbejder ofte og gerne med kunstnere udenfor teaterverden, fordi vi mener, at teatret står stærkere i mødet med andre kunstarter.

Vi tilbyder skolemateriale, foredrag, workshops, fælles events og arrangementer lavet i samarbejde med vores partnere.

Like Fantast på Facebook