Inspiration og dogmer

Teatret finder primært sin inspiration til forestillingstemaer i tabuer. Vi ønsker at lave forestillinger, der inspirerer til refleksion og debat.

Med Lønlig iblandt os de går ønsker vi at skabe en forestilling om ’de usynlige’. De ynkelige, tandløse, ildelugtende, højtråbende, berusede og beskidte. Dem, der pisser i bukserne, når de ligger i deres soveposer foran McDonalds på strøget, mens vi andre går forbi og tilsyneladende intet bemærker. Dem, der lever på samfundets bund. De hjemløse.

Teater Fantast, ønsker at starte enhver kreativ proces med at tilegne os faktuel viden. Dog forholder vores forestillinger sig udelukkende kunstnerisk til det givne tema / tabu.

Vi har skabt Lønlig iblandt os de går med lige dele information og inspiration fra vores samarbejdspartnere, Kirkens Korshær og Projekt Udenfor.

Vi tror på, at vi ved at kombinere kunst og viden, kan i møde gå fordomme og provokere til stillingtagen.