Credits

Martin Ullits Dahl aka Prins Nitram

Musiker og komponist

Multimusiker/sanger/sangskriver, medvirkende som sidemand i adskillige bands og teaterprojekter eksempelvis, Enden er nær, med brøderne Lund Madsen, samt bands som Lucie Baines og Under the Sherry Moon, Mads Wæhrens / Henrik Nordbrand.

Jeg havde en gang en guldfisk som hed Leif. Når jeg stak min hånd ned i akvariet svømmede den ind i min hånd, så jeg kunne klø den på maven (eller hvad sådan noget hedder på en fisk). Det ku’ den godt li’. En dag købte jeg to legekammerater til den. Det var to små sort- og gulstribede kuglefisk som lignede humlebier. Og ih, hvor de legede godt sammen alle tre. De to små fisk bed sig fast i Leifs lange hale og Leif gav dem en ordentlig vild svømmetur fra den ene ende af det lille 20 liters akvarium til den anden … Men en dag gad Leif ikke at lege mere. Jeg fandt ham liggende slap og livløs i vandkanten, mens hans to venner skiftedes til at prøve at “prikke lidt liv i ham”. Men det var for sent. Leif var død som en sild. Senere fandt jeg ud af at de to små stribede fisk slet ikke kunne lide det foder, jeg plejede at fodre dem og Leif med. Faktisk spiste de kun råt kød …

Johan Forsby aka Jooks

Rapper

Tidligere medlem i gruppen, Rent Mel, som har udgivet pladerne Langt om længe og Ingen Stress. Udgav i 2009 solodebuten, Privilegeret, hvorfra nummeret Hun Vil ha’ en rapper blev et af årets største hits.

Alle mine kæledyr er enten døde af unaturlige årsager eller stukket af fra mig. Det begyndte med, at jeg i en ung alder tabte en hamsterunge på gulvet. Den overlevede. Men hamstermoren må have kunne fornemme, at den var skadet, for det eneste spor der var tilbage af ungen, næste gang jeg skulle rense buret, var et afbidt hoved. I et anfald af skyld lod jeg resten af hamsterfamilien være udenfor under burets overdel en sommerdag, hvilket resulterede i, at de gravede en tunnel og flygtede. De katte jeg har haft, er blevet kørt over, med undtagelse af dem jeg fik aflivet, fordi de begyndte at rive sig selv til blods (indekatte er ikke et sundt koncept). Om lidt er min søn gammel nok til at begynde, at ønske sig kæledyr, og jeg ser med spænding frem til at blodbadet kan fortsætte.

Stine Quistgaard Pagh

Skuespiller, dukkespiller og Fantast.

Jeg er vokset op på landet og har haft mange kæledyr. Min højt elskede pony blev sendt til slagtning, da den var blevet gammel og syg. Jeg brugte pengene fra slagteren til en ny saddel til min yngre hest. Jeg savnede Lucky meget, som ponyen hed. Og Lisbeth, min hestegale hjerteveninde, fortalte mig, at jeg kunne se hans genfærd galopere imod mig, hvis jeg hviskede hans navn ind i et spejl i et mørkt værelse.

Ditte Ylva Olsen

Skuespiller, dukkespiller og Fantast.

Da jeg var fire flyttede jeg med min mor, far og lillebitte bror på landet. Der startede min lange kærlighedshistorie med katte. Der var ikke andre at lege med, så de blev mine primære venner og derfor stammer alle mine erfaringer, med at knytte bånd, fra oplevelser med katte.

Katte som nogen gange er troløse og flytter. Eller som bliver kørt ned eller aflivet af alderdom. Eller som den sommer hvor alle kattene fik hver seks killinger og jeg sad på bryggersgulvet og knugede de 18 “fravalgte” killinger, der (på meget human vis) havde fået sprøjten af dyrlægen (og på hippie-vis skulle jeg jo ikke holdes udenfor noget). De blev først trætte og så slappede de helt helt af. Jeg vidste de var døde, når deres varme tis sivede ned på mine lår.

Endnu værre var den sommer, hvor en konkurrerende hankat havde bidt fem killinger ihjel. Dem skulle vi ha beholdt.

Min bedste katteven hed Krølle. Hun levede i mange år og var helt uregerlig, men jeg – kun jeg – kunne bruge hende som levende minkpels om halsen. Alle andre bed og rev hun.

R.I.P Krølle.

Jan Danebod

Scenograf
Ufaglært skriver 1990-2009 / faglært v. Det Jyske Kunstakademi 2001-06. Arbejder sort, for Kommunen og for free efter aftale og smag i munden.

Opvokset i provinsen, med et plastikvåbens arsenal i redskabsskuret, og familie på landet. Man fik sin egen griseunge som kæledyr, og en 50er i hånden, når den sku slagtes. Lærte at bedøve juleanden og høns ved at tage dem i benene og banke hovedet ind i et træ, for derefter at hugge det af med en økse, og lade dem løbe de sidste nerver af. Uden hoved. Glædelig jul! Afbrændte fluer små soldater, fugleedderkopper, hjemmelavede rørbomber og kastestjerner. Piratfisk og marsvin i dagligstuen, der ikke blev passet. Døde husdyr i vejkanten og illegale krybdyrs laboratorium. Forstads teenager tidsfordriv, allesteds nærværende og gennemgående rar at være sammen med.