Based on a true story
117 måder at slå sit kæledyr ihjel på

Velkommen til “117 måder at slå sit kæledyr ihjel på”
Velkommen til en aften med dyr, der dør!
Man sku´ tro det halve var løgn – men det hele er sandt
Det er based on a true story – Ama’r halshug!
Og det handler om det eneste vi alle har til fælles, mine damer og herrer
Vi skal alle sammen – DØØØØ …

Teater Fantast har skabt en grotesk, morbid, ungdommelig, humoristisk og genreforvirret teaterkoncert, baseret på hundredvis af autentiske historier, om det at miste sit kæledyr. Det er en grotesk, skør og morbid blanding af live-musik, sang, rap, fortælling, skuespil og dukker.
Med nykomponeret tekst og musik af Prins Nitram og Jooks.

Døden er ubønhørlig. Lige meget hvad man føler, er død, død.
Du kan ikke lave det om.
Det føles uanset omstændighederne uendeligt uretfærdigt!

Et kæledyrs død er ofte det første møde med døden for et barn. I denne forestilling har Teater Fantast indsamlet over 300 sande historier om tab af kæledyr. Der dvæles ikke ved de enkelte skæbner i denne musikalske losseplads af en gospel, men med musik, dukker, drama og humor skabes et tematisk sammenhængende flow, der giver stof til eftertanke.

I BASED ON A TRUE STORY følger vi drengen Lukas, der i løbet af forestillingen får serveret sin egen kanin, Bimse, til middag og hans bedste ven, kamphunden Bamse, vender aldrig tilbage efter en tur hos dyrlægen med mor.

Vi møder også et hav af andre kæledyrsskæbner. Fx drengen, der mister sin lille gule fugl, hvor kun fjerene er tilbage. Papegøjedivaen, der taler dyrenes sag og damen, der køber fisk som bland selvslik og manden der begår jalousi drab på sin hamster. Mød også dyrlægen og hans afliver, Funk, og mange, mange flere …

Prins Nitram spiller musik og Jooks rapper på scenen hjulpet af skuespiller Ditte Ylva Olsen og Stine Pagh … og ikke mindst alle de mange kæledyr i form af dukker, der synger, danser, ler, græder og DØR …

Ingen dyr led skade under produktionen … bortset fra guldfisken. R.I.P.


Samarbejdspartner: Kræftens Bekæmpelse - Projekt OmSorg.

Forestillingen er støttet af:


Kunstrådets Musikdramatiske Udvalg


Københavns Scenekunstudvalg


KODA's kollektive båndmidler